Nye trafiklys giver rødt lys til dem, der kører for stærkt

To amerikanske byer har vendt logikken i trafiklyset på hovedet. I stedet for at sende en bøde med posten til bilister, der kører for stærkt, lader signalanlægget dem simpelthen vente. Kører du med fartgrænsen, skifter lyset til grønt, inden du når frem. Kører du for hurtigt, står du og kigger på rødt.

Metoden kaldes "rest in red" — lyset hviler i rødt — og den bruges i Albuquerque i New Mexico og i Portland i Oregon. Der er ikke tale om et forsøg på et enkelt kryds: Portland har udvidet ordningen til flere kryds på samme strækning, og begge byer knytter den til målbare fald i farten.

Sådan virker "rest in red"

Grundprincippet er ældre end idéen om at straffe fartsyndere. Et almindeligt signalanlæg står som udgangspunkt grønt for den store vej og skifter kun, når nogen melder sig på sidevejen. Et "rest in red"-anlæg gør det modsatte: Det står rødt, når der ikke kommer nogen, og skal aktivt bede om grønt.

Det, Albuquerque og Portland har tilføjet, er en fartmåling. Detektorer registrerer ikke bare, at der kommer en bil, men også hvor hurtigt den kører. Er farten på eller under den skiltede grænse, skifter lyset til grønt i god tid, så bilisten kan køre igennem uden at bremse. Er farten over grænsen, skifter lyset senere — eller slet ikke, før bilen er standset.

Der udstedes ingen bøde. Der tages ingen billeder af nummerpladen. Sanktionen er ventetid, og den rammer med det samme i stedet for tre uger senere i e-Boks. Ifølge Carscoops, der refererer nyhedsbureauet AP, er anlæggene i Portland hovedsagelig aktive om natten — cirka fra klokken 22 til klokken 6-7 om morgenen, altså i de timer hvor vejene er tomme, og farten derfor typisk er højest.

Resultaterne fra Portland og Albuquerque

Portland har installeret systemet på Southeast Powell Boulevard og har siden udvidet det til krydsene ved 21st, 26th, 28th og 33rd Avenue. Ved det første kryds, der blev testet, faldt gennemsnitsfarten fra 39 mph til den skiltede grænse på 30 mph — fra 63 km/t til 48 km/t. Byen oplyser desuden, at ordningen har været med til at nedbringe antallet af ulykker og tilskadekomne på strækningen.

I Albuquerque sidder anlægget på Lead og Coal Avenue, to parallelle gennemfartsgader, hvor beboerne havde klaget over fart, ulykker og skader på ejendom. Byen tilskriver den roligere trafik en kombination af tre ting: "rest in red"-signalerne, automatisk fartkontrol og en signalstyring, der er koordineret omkring 30 mph. Det er værd at bemærke, fordi det gør det vanskeligt at isolere effekten af selve trafiklyset — byen hævder ikke, at lyset alene har gjort forskellen.

Det er også den væsentligste forskel på de to byers dokumentation. Portland har et konkret førog-efter-tal for én strækning. Albuquerque beskriver en samlet effekt af flere tiltag. Ingen af delene er et videnskabeligt kontrolleret forsøg, og der er så vidt vides ikke offentliggjort en uafhængig evaluering af metoden.

Hvad findes der i Danmark?

Her skal vi være præcise, for det er nemt at forveksle beslægtede systemer.

Danmark har haft grønne bølger i årtier. Et signalanlæg med grøn bølge er timet, så en bil, der holder en bestemt fart, møder grønt i det ene kryds efter det andet. Det belønner altså allerede den bilist, der holder fartgrænsen — men det gør det ved at time hele anlægget på forhånd, ikke ved at måle den enkelte bils fart. København har brugt samme princip for cyklister, hvor bølgen er timet til cykelhastighed.

Danmark har også trafikstyrede signalanlæg i stort omfang. Detektorer i vejbanen eller kameraer registrerer, at et køretøj nærmer sig, og styrer omløbet efter det. Teknikken til at opdage en bil, før den når frem, findes altså allerede i danske kryds.

Og Danmark har automatisk trafikkontrol (ATK) — fotovogne og faste standere, der udskriver bøder til fartsyndere. Det er den klassiske model: straf efter kørslen, ikke under den.

Hvad Danmark derimod ikke ser ud til at have, er kombinationen: et signalanlæg, der måler den enkelte bils fart og bruger den til at bestemme, om bilisten får grønt eller rødt. Vi har ikke kunnet finde dokumentation for danske forsøg med hastighedsudløste signaler, og hverken Vejdirektoratet eller de større kommuner har efter det oplyste beskrevet et sådant anlæg offentligt. Vi kan ikke udelukke, at der findes lokale forsøg — men vi har ikke kunnet bekræfte nogen.

Ville det virke på danske veje?

Der er to indvendinger, som er værd at tage alvorligt, før man ønsker sig teknologien til Danmark.

For det første risikoen for rødkørsel. Et rødt lys, der opleves som en straf frem for en nødvendighed, er et lys, nogle bilister vil køre over. Amerikanske gennemfartsgader er brede og har ofte lange, tomme sigtelinjer om natten. Effekten på danske bygader, hvor krydsene ligger tættere og de bløde trafikanter er flere, er ikke givet på forhånd.

For det andet den unødvendige standsning. Hver gang en bil bremses ned til nul og accelererer op igen, koster det brændstof eller strøm, bremsestøv og støj — netop de gener, beboerne på en gennemfartsgade i forvejen klager over. Et system, der standser flere biler, kan i princippet flytte problemet frem for at løse det. Portlands løsning på det er at køre anlægget om natten, hvor trafikken er tynd.

Det er også værd at holde det op mod den retning, EU ellers bevæger sig i. Vi har tidligere beskrevet, hvordan EU undersøger satellitbaseret automatisk fartbegrænsning i biler fra 2030 — altså at lægge kontrollen ind i bilen i stedet for i vejen. "Rest in red" er den modsatte tilgang: Lad bilen være, og lad infrastrukturen håndtere det. Den løsning kræver ingen ny bil, ingen typegodkendelse og ingen data om føreren.

Netop dataspørgsmålet er interessant. Et signalanlæg, der måler fart uden at fotografere nummerplader, indsamler ikke personoplysninger — til forskel fra både ATK og de opkoblede systemer i moderne biler, hvor spørgsmålet om, hvad bilen ved om føreren, er blevet reelt. Det har vi blandt andet beskrevet i artiklen om, hvordan eCall-systemet i 64 millioner biler holder op med at virke.

Konklusion

"Rest in red" er en enkel idé med en dokumenteret effekt på mindst én strækning: Farten faldt fra 63 til 48 km/t, da signalanlægget begyndte at belønne dem, der holdt grænsen. Det er ikke en revolution, og det er ikke evalueret uafhængigt — men det er et af de få fartdæmpende tiltag, der ikke koster bilisten penge.

For danske forhold er det stadig et udenlandsk forsøg. Skal det have relevans her, kræver det, at en kommune eller Vejdirektoratet afprøver det på en konkret strækning og måler både farten, ulykkestallet og antallet af rødkørsler. Indtil det sker, er den danske version af belønningen fortsat den grønne bølge — som allerede findes, og som kun kræver, at man kører med fartgrænsen.